Seneste nyt fra Canett Furniture

Canett ABC

PRESSEMEDDELELSE

Fredag d. 26 marts 2021

Canett Furniture skifter igen gear

Canett Furniture, der er B2B leverandør af attraktive møbler til det moderne hjem, har overtaget reolvirksomhed ABC-Reoler.

Det kan med stor glæde meddeles, at Canett Furniture har overtaget reolvirksomheden ABC-Reoler Aulum A/S. Overtagelsen flugter med strategien om optimering af Supply Chain og styrkelse af produktsortiment, som blev aktiveret ved Claus S. Nørgårds tiltrædelse som ny CEO i august 2020.
ABC-Reoler overtages fra Søren Iversen, der efter mere end 25 års ejerskab har ønsket et generationsskifte.

Legendarisk virksomhed
Med baggrund i sin historie, der kan spores tilbage til 1917, samt to ikoniske reolsystemer, henholdsvis Classic-stigereoler og Quadrant reoler, må ABC-Reoler karakteriseres som en legendarisk møbelvirksomhed.
Det bidrager til den legendariske fortælling, at ABC-Reoler i 2014 vandt en næsten 10 år lang retssag mod Montana, som i 2005 anlagde sag mod Aulum-virksomheden for at have plagieret en reol. Det drejede sig om reolen "Quadrant", der havde været på markedet siden 1997.
Højesteret kunne ikke følge Montanas påstand og stadfæstede derfor Sø- og Handelsrettens dom. ”Det endte med at blive en principsag, der stod på i lang tid, men udover at blive frifundet, fik vi Højesterets bekræftelse af en ophavsret til Quadrant-reolerne”, udtaler Søren Iversen.

Enormt potentiale
Overtagelsen er baseret på identificering af, at ABC-Reoler repræsenterer et enormt potentiale. ”Det handler om, at vi ser en stor synergi, hvis de ikoniske reoler kobles med kundegrundlaget og vækstrejsen i Canett Furniture”, udtaler Claus S. Nørgaard.
Søren Iversen er meget tilfreds med, at det er Canett Furniture, der har overtaget virksomheden, og udtaler: ”Under forhandlingen om overtagelsen er jeg blevet overbevist om, at Canett Furniture har gode forudsætninger for at skabe en god fremtid for virksomheden, og det glæder mig, da jeg ønsker det bedste for medarbejderne og produkterne”.
ABC-Reolers produkter er alle fladpakkede, og det giver store vækstmuligheder, herunder via afsætning til oversøiske markeder og det stærkt eksploderende online salg.
Samarbejde
For at styrke grundlaget for overtagelsen er der aftalt et samarbejde med Søren Iversen. ”Jeg glæder mig til et godt samarbejde med Søren Iversen om overtagelsen”, udtaler Claus S. Nørgaard og fortsætter: ”Jeg glæder mig endvidere til at påbegynde et godt samarbejde med virksomhedens dedikerede og trofaste medarbejdere om skabelsen af en ny tid”.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst: Claus S. Nørgaard, +45 20805801.
www.abc-reoler.dk www.canettfurniture.dk
ABC Classic har med sine over 40 år på markedet bevist sine helt unikke egenskaber, med hensyn til fleksibilitet, funktionalitet og holdbarhed. En reol der sjældent kasseres, men indgår i nye brugskombinationer. Quadrant og Quadrant Simplex er ligeledes to produkter fra ABC-Reoler, hvor enkelthed, fleksibilitet og funktionalitet er grundstenene. To systemer i meget lette og elegante designs.